Vores proces
Wild Distillery’s produkter bliver håndlavet med respekt for flere hundrede års traditioner forbundet med destillering, men med et selvsikkert, nordisk touch, der definerer et nyt kapitel i nordisk spiritus produktion.

Ingredienser
Alle vores ingredienser er omhyggeligt udvalgt og vi bruger kun de bedste økologiske råvarer. Så vidt det er muligt, bruger vi også Bornholmske ingredienser, såsom havtorn fra Svaneke og hamp fra Bornholms Hamp i Østermarie til vores ENE gin. Vi har derudover også fået en unik tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen til at plukke vilde, bornholmske enebær og slåenbær, som vi producerer vores WILD gin på. Alle ingredienser i vores gin er udvalgt med henblik på at skabe en ren og fin smagsoplevelse.

Destillering
Alle vores produkter bliver destilleret på håndbankede kobberkedler fra Müller Brennereianlagen i Oberkirch i Tyskland.
Hver morgen kl. 06:30 starter første destilleringsprocess. Vores nøje udvalgte ingredienser og økologiske råsprit blandes i potten, inden der varmes op under denne. Alkohol fordamper ved 78,3 grader og vand ved 100 grader. Det er det, der gør, at vi kan holde styr på, at vi kun får de gode, alkoholiske dampe med igennem anlægget. I anlægget passerer dampene en aromatforstærker. Denne bruges til de friske ingredienser i produktionen. Producerer vi eksempelvis gin med frisk mynte smag, er der tørret mynte i potten og frisk mynte i aromatforstærkeren. Efter dampene har passeret aromatforstærkeren, nedkøles dampene, så vi kan få et destillat ud af anlægget.

Det færdige produkt
Destillatet, der kommer ud af anlægget, kan opdeles i hovedet, hjertet og halen. Hovedet er det første, der kommer ud, og består primært af affaldsstoffer, som methanol og ethylacetat. Dette smager ikke godt, så bliver sorteret fra.
Hjertet er den næste del af destillatet, der kommer ud. Det er den gode del af destillatet, hvor vores ingredienser for alvor kommer til deres ret. Her får vi ca. 65 liter ud med en alkoholprocent på 89%, når vi destillerer.
Det sidste, der kommer ud, er halen, og dette er typisk bittert i smag. Nogle vælger at genbruge halen i næste destilleringsprocess, men vi ønsker at skabe en gin med en ren og fin smag, så vi sorterer også halen fra.
Til sidst, fortyndes destillatet ned til en alkoholprocent på 40%. Til dette bruger vi den gode, Bornholmske vand fra Pedersker Vandværk.